Når forældre ikke kan samarbejde

Hvad betyder det, når forældre ikke kan samarbejde?

Forældresamarbejde betyder, at forældre deltager aktivt i barnets udvikling, læring og trivsel. I den juridiske ramme, som beskrives her, handler det ikke om private tvister mellem forældre, men om samarbejdet mellem forældre og de institutioner eller myndigheder, der er omkring barnet.

Når samarbejdet bliver vanskeligt, kan det være en udfordring for daginstitutioner, skoler og kommuner at skabe et forløb, hvor der både er plads til forældrenes forskellige behov og til fælles rammer for samarbejdet. Det stiller krav om tydelighed, dialog og reel inddragelse.

Anbringelse uden for hjemmet – de centrale regler

Barnets lov og barnets perspektiv

Hvis et barn anbringes uden for hjemmet, er det Barnets lov, der udgør den centrale ramme for forældresamarbejdet. Loven indeholder blandt andet regler om støtteperson til forældrene, støttende indsats til forældrene, forældrehandleplan og revision af forældrehandleplanen. Derudover indeholder loven regler om samvær og kontakt mellem barn og forældre.

To grundprincipper går igen i reglerne: børneinddragelse og kontinuitet. Barnets perspektiv skal være styrende for, hvordan samvær og kontakt tilrettelægges. Det betyder, at samarbejdet ikke kun handler om de voksnes relation, men også om at skabe en sammenhængende indsats omkring barnet.

Når forældre ikke kan samarbejde – støtte og plan for forløbet

Ved anbringelse er forældrehandleplanen et vigtigt redskab. Den skal danne det fælles grundlag for det videre samarbejde mellem sagsbehandler og forældre. Formålet er at skabe en tydelig retning i forløbet og gøre samarbejdet mere overskueligt.

Der peges også på, at forældre kan have brug for støtte undervejs. Reglerne om støtteperson og støttende indsats viser, at forældresamarbejde ikke kun er et krav om deltagelse, men også et område, hvor myndighederne skal understøtte forældrene.

Når forældre ikke kan samarbejde i daginstitution og skole

I daginstitutioner og skoler bygger forældresamarbejdet på flere regelsæt.

Et gennemgående tema er, at institutioner skal kunne samarbejde med forældre, der kan have meget forskellige forudsætninger og behov. Samtidig skal der være fælles rammer for samarbejdet. Det kræver løbende dialog og, at institutionen ikke mister forældrenes perspektiv undervejs.

Hvis der opstår eksklusionsprocesser uden løbende dialog med forældrene, kan det få negative konsekvenser for barnet. Derfor er det ikke nok kun at træffe beslutninger om barnet. Samarbejdet med forældrene skal også fungere i praksis.

Kommunens ansvar for samarbejde og støtte

Når en kommune vurderer, at der kan være behov for særlig støtte, skal kommunen tage stilling til, om der skal gennemføres en børnefaglig undersøgelse. Det skal så vidt muligt ske i samarbejde med forældrene. Det er et vigtigt udgangspunkt, fordi samarbejdet tidligt i forløbet kan få betydning for resten af sagen.

Kommunen har det primære ansvar for at sætte samarbejdet i gang og iværksætte støtte. I sager om anbringelse skal anbringelsesstedet også aktivt understøtte forældresamarbejdet, og sagsbehandlere skal inddrage forældre aktivt gennem en udviklingsperspektiv-tilgang. Det viser sig blandt andet ved følgende:

• Kommunen har ansvaret for at sætte samarbejdet i gang og tilbyde støtte.
• Anbringelsesstedet skal aktivt understøtte samarbejdet med forældrene.
• Sagsbehandlere skal arbejde med aktiv inddragelse af forældrene.

Der er ikke angivet konkrete behandlingsfrister for selve samarbejdsprocesserne. I praksis gør det tydelighed og struktur endnu vigtigere, når der opstår uenighed eller usikkerhed om forløbet.

Retssikkerhed, dialog og typiske faldgruber

Forældresamarbejdet skal foregå inden for almindelige retssikkerhedsprincipper. Det gælder blandt andet dialogprincippet, aktindsigt og parthøring. Det betyder, at samarbejdet skal bygge på reel dialog, at der skal være adgang til sagens oplysninger, og at forældrene skal høres i sagen. Samarbejdet skal desuden være i overensstemmelse med internationale konventioner om børnerettigheder.

Når samarbejdet ikke fungerer, går de typiske faldgruber igen. Det handler især om manglende inddragelse, utilstrækkelig lytning og uklarhed om roller og ansvar. Typiske faldgruber er blandt andet:

• Manglende inddragelse af forældre kan stå i vejen for et effektivt samarbejde og barnets udvikling.
• Hvis forældrenes bekymringer ikke bliver lyttet til, svækkes samarbejdet.
• Hvis det ikke tydeliggøres over for anbringelsesstedet, at forældresamarbejde er en vigtig del af opgaven, kan indsatsen blive utilstrækkelig.
• Manglende tillid og tydelighed kan undergrave samarbejdet.

Samtidig peges der på en række forhold, som kan styrke samarbejdet. Det gælder blandt andet, at der bliver sat tid af til at lytte til forældrenes bekymringer, at forældrene får mulighed for at deltage uanset eventuelle behov, at støtten tager udgangspunkt i en krise- og traumebevidst tilgang, og at dialogen mellem forældre og anbringelsessted bliver faciliteret aktivt.

Når forældre ikke kan samarbejde med kommune eller institution

Hvis du står i et forløb med kommune, skole, daginstitution eller anbringelsessted, og samarbejdet er blevet vanskeligt, kan det være en stor belastning. Det kan derfor være vigtigt at få overblik over reglerne, rollerne og de krav til inddragelse, der gælder i din sag. Hos Ekholm Scheffmann Advokater rådgiver vi i øjenhøjde og med fokus på at skabe klarhed og fremdrift. Du er altid velkommen til at kontakte os for en uforpligtende vurdering af din situation.