Skelforretning

Når der opstår tvivl om, hvor skellet mellem to ejendomme præcist går, kan det føre til konflikter mellem naboer og potentielt retssager.

En skelforretning koster ofte samlet set 75.000 kr. og opefter, og den, der bestiller den, hæfter for beløbet. Vi vurderer din sag, søger retshjælp og fører den for dig – så du ved, hvor du står, før landinspektøren påbegynde sit arbejde.

Uenigheden starter sjældent med skellet

Den starter ofte med noget helt andet. Et hegn, der skal skiftes. En carport tæt på skellet. Eller et hussalg, hvor det pludselig bliver tydeligt, at hækken og matriklens skel ikke følger hinanden.

Først dér opdager mange, at ingen af parterne reelt kan dokumentere, hvor grænsen går.

Det er her, en skelforretning kan blive nødvendig. Men det er også her, man kan begå en dyr fejl. Enten ved at starte en sag, som man formentlig ikke kan vinde alligevel, eller kontakter landinspektøren og beder denne foretage arbejdet, før sagen er blevet vurderet.

En skelforretning er nemlig ikke bare en opmåling. Det er en formel og bindende proces med regler, frister og betydelige omkostninger. Og når landinspektøren først har konstateret skellets beliggenhed, kan sagen ikke trækkes tilbage uden naboens samtykke.

Derfor bør sagen vurderes af en advokat med speciale i hævd og skel, før skelforretningen bestilles.

Hvad er en skelforretning?

Hvad er en skelforretning?

En skelforretning er den lovbestemte måde at få fastlagt den rette beliggenhed af en ejendomsgrænse, når du og din nabo ikke er enige. Den gennemføres af en praktiserende landinspektør efter reglerne (for nuværende i) i udstykningslovens kapitel 5 og bekendtgørelse nr. 385 af 9. april 2019 om skelforretninger.

Landinspektøren gennemgår matriklens oplysninger, forholdene på stedet, parternes forklaringer og de fremlagte dokumenter – og træffer derefter en afgørelse om, hvor skellet ligger. Afgørelsen registreres i matriklen og er bindende, medmindre en af parterne anlægger retssag inden for fristen.

En skelforretning kan også afgøre, om skellet er forskudt som følge af hævd. Det er ofte den reelle strid: ikke hvor skellet blev afsat for 60 år siden, men om det har flyttet sig siden.

  • Hvor ejendomsgrænsen mellem to ejendomme rettelig ligger
  • Grænser mod umatrikulerede ejendomme og mod offentlige veje – også uudskilte vejarealer
  • Om ejendomsgrænsen er forskudt, fordi der er vundet hævd på et areal i eller op til skellet
  • Om en utinglyst hævd er bortfaldet efter tinglysningslovens § 26, stk. 1

Det her overser de fleste – og det koster penge, når man opdager det midt i forløbet:

  • Servitut- og brugsgrænser. En skelforretning handler om ejendomsgrænsen. Vejret, færdselsret og andre brugsrettigheder hører under domstolene.
  • Aftaler mellem jer. Har I aftalt en anden grænse, men aldrig fået den berigtiget i matriklen, hører spørgsmålet om aftalens indgåelse, fortolkning og gyldighed under domstolene. Kommer det frem under forretningen, skal skelforretningen hæves.
  • Skel mellem ejendomme med samme ejer. Reglerne forudsætter, at ejendommene ejes af forskellige.
  • Sager i Københavns Kommune. Bekendtgørelsen om skelforretninger gælder ikke her (§ 13). Bor du i København, skal skelstriden håndteres ad anden vej – kontakt os, så finder vi den rigtige.

Hos Ekholm Scheffmann Advokater står vi klar til at hjælpe – kontakt os i dag for en uforpligtende vurdering af din sag

Skelforretning, hegnssyn og almindelig opmåling

En almindelig opmåling hos en landinspektør viser, hvor skellet ligger ifølge matriklen. Den er ikke bindende for din nabo.

Et hegnssyn afgør striden om selve hegnet – højde, type, vedligehold, udgiftsfordeling. Men hegnsynet kan ikke afgøre, hvor skellet går. Er der uenighed om skellets placering, skal hegnsynsforretningen udsættes, indtil skellet er afklaret.

En skelforretning er den eneste procedure, der giver en bindende fastlæggelse af selve ejendomsgrænsen. Og efter udstykningslovens § 38 kan der ikke anlægges retssag om et skels beliggenhed, før en skelforretning er afholdt. Du kan altså ikke springe leddet over.

Sådan forløber en skelforretning

Vi gennemgår eksempelvis matrikelkort, skøde, luftfotos, ældre målblade og din beskrivelse af arealets brug. Formålet er at vurdere, om der er et reelt grundlag for sagen, og hvad du realistisk kan opnå.

Vi fremsætter krav over for modparten og forsøger at finde en løsning. Kan sagen ikke forliges, søger vi herefter om retshjælpsdækning.

En skelforretning kan rekvireres af enhver med retlig interesse i at få skellets beliggenhed fastslået. Det er typisk en ejer, men kan også være en bruger eller færdselsberettiget. Skellet skal være omstridt eller usikkert.

Landinspektøren indkalder parterne skriftligt og skal kunne dokumentere, at indkaldelsen er kommet frem rettidigt. Du oplyses samtidig om muligheden for at få hegnsynsmænd til at deltage.

Begge parter, advokater og eventuelle vidner kan komme til orde. Vi fremlægger din sag, sikrer den nødvendige dokumentation og håndterer de juridiske spørgsmål, herunder særligt hævd.

Har landinspektøren tidligere været involveret i sagen eller haft en tilknytning til modparten, kan der opstå spørgsmål om inhabilitet. Det afgøres i givet fald af Geodatastyrelsen.

Landinspektøren forsøger først at få parterne til at blive enige. Opnås der ikke enighed, træffer landinspektøren afgørelse og udarbejder en erklæring med blandt andet kort, begrundelse og parternes påstande.

Fra modtagelsen af erklæringen har du 8 uger til at anlægge retssag om skellets beliggenhed. Sker det ikke, bliver afsætningen bindende.

Når skellet er endeligt fastlagt, indsender landinspektøren sagen til registrering i matriklen. Er der ikke anlagt retssag, kræves blandt andet en attest fra byretten.

Hvad koster en skelforretning?

Landinspektørens honorar alene ligger typisk fra 50.000 kr. og opefter. Hvor det ender, afhænger af skellets længde, hvor meget historisk materiale der skal graves frem, og hvor mange møder sagen kræver.
Men prisen er ikke det vigtigste spørgsmål. Hvem der kommer til at betale, er.

Du hæfter alene i første omgang

Den, der rekvirerer landinspektøren, hæfter alene over for ham for hele beløbet. Det gælder uanset udfaldet. Først bagefter kan omkostningerne fordeles. Det er også derfor vi hjælper med at søge retshjælp.

Til omkostningerne ved skelforretningen henregnes:

  • Landinspektørens honorar og udlæg
  • Parternes rimelige udgifter til oplysninger om skelforholdene efter landinspektørens skøn
  • Eventuelle omkostninger ved forkyndelse af indkaldelsen
  • Eventuelle omkostninger ved hegnsynsmænds deltagelse

Dit advokatsalær indgår ikke. Det står udtrykkeligt i bekendtgørelsens § 10, stk. 2, og det betyder, at hegnsynet ikke kan pålægge din nabo at betale din advokat. Det er en anden ordning, der dækker den udgift – nemlig din retshjælpsforsikring. De to ting bliver ofte blandet sammen, også af rådgivere.

Mener du, at din nabo skal betale en del af omkostningerne, kan du inden 8 uger efter modtagelsen af omkostningsopgørelsen indbringe spørgsmålet for hegnsynet i din kommune. Det sker ved en skriftlig begæring til formanden for hegnsynsdistriktet.

Hegnsynet vurderer blandt andet parternes interesse i at få skellet fastslået samt baggrunden for og resultatet af skelforretningen. Manglende hegn, synlige skelmærker eller forkert placerede skelmærker kan tale for, at naboen skal betale en del. Det samme gælder, hvis skelforretningen var nødvendig for at få naboen til at respektere et tydeligt markeret skel.

Hegnsynet fastsætter fordelingen, men ikke de konkrete beløb. Er du uenig i afgørelsen, har du 4 uger til at indbringe den for domstolene. Anlægges der retssag om skellets beliggenhed, er det i stedet retten, der fordeler omkostningerne og kan fastsætte konkrete beløb.

Geodatastyrelsen kan efter ansøgning beslutte, at staten helt eller delvist betaler omkostningerne ved skelforretningen. Det kræver, at det vurderes rimeligt at afholde skelforretningen, eller at du er blevet påført sagen uden rimelig grund, og at du ikke kan betale uden væsentlige afsavn. Vurderingen følger retsplejelovens regler om fri proces.

Ansøgningen skal indgives senest 8 uger efter, at hegnsynets afgørelse om omkostningsfordelingen er meddelt dig. Skal staten betale mere end halvdelen af de samlede omkostninger, skal hegnsynet eller retten først have truffet afgørelse om fordelingen.

De fleste husforsikringer indeholder en retshjælpsforsikring, og skelsager er som udgangspunkt omfattet. Dækningen omfatter typisk både landinspektøren og din egen advokat, mod at du betaler en selvrisiko. Størrelsen fremgår af din police.

Der er ét forbehold, som afgør, om du får dækningen: ansøgningen skal som hovedregel være sendt, inden skelforretningen går i gang. Vi ser jævnligt sager, hvor klienten selv har bestilt landinspektøren, fået regningen – og først derefter kontakter en advokat. Dér er retshjælpen ofte tabt.

Vi tager kontakten til forsikringsselskabet for dig. Du skal ikke gøre noget selv.

Alle vores sager om naboret behandles med den viden, at netop den enkelte sag er den vigtigste for hver enkelt af vores klienter.

Hvis en retssag bliver nødvendig, er vi parate til at føre sagen hele vejen på dine vegne. Vi kan også bistå med at søge om retshjælp for at dække omkostningerne ved retssagen, da mange retssager om naboret er berettigede til dette.

Hævd: den reelle strid i de fleste skelsager

Har din nabo brugt et stykke af din grund i mere end 20 år, som var det hans eget, kan skellet være forskudt ved ejendomshævd. Og omvendt: har hækken stået, hvor den står, siden 1990’erne, kan det være dig, der har vundet hævd på arealet.

Landinspektøren tager stilling til hævd under skelforretningen – men kun for arealer i eller op til skellet.

Når hævd er udelukket på forhånd

Er skellet inden for de seneste 20 år fastlagt ved en af følgende, kan der ikke være vundet hævd:

  • Udstykning, matrikulering eller arealoverførsel
  • Ejendomsberigtigelse
  • En tidligere skelforretning
  • Skelretablering, som parterne har tiltrådt

Det er værd at tjekke først. Er skellet berigtiget for 12 år siden, er hævdsdiskussionen forbi, før den begynder.

Skelforretningen kan bryde en igangværende hævd

Går du og frygter, at naboen er ved at vinde hævd på et areal af din grund, kan en skelforretning afbryde forløbet – også selvom den “kun” fastlægger skellet efter matriklens oplysninger. Er de 20 år ikke gået, er timing derfor et selvstændigt argument for at handle nu frem for om tre år.

→ Læs mere om betingelserne for hævd, brugshævd og frihedshævd på vores side om hævd.

Frister ved en skelforretning

HvadFristFra hvornår
Indkaldelse til skelforretningenMindst 14 dageFør mødet
Genoptagelse af en udsat forretningMindst 14 dageFør det nye møde
Anlæg af retssag om skellets beliggenhed8 ugerFra modtagelsen af landinspektørens erklæring
Indbringelse af omkostningsfordeling for hegnsynet8 ugerFra modtagelsen af omkostningsopgørelsen
Indbringelse af hegnsynets afgørelse for domstolene4 ugerFra afgørelsen blev meddelt
Ansøgning til Geodatastyrelsen om statens betaling8 ugerFra hegnsynets eller rettens afgørelse om fordelingen
Klage over Geodatastyrelsens afgørelse8 ugerFra afgørelsen blev meddelt

Kilde: Bekendtgørelse nr. 385 af 9. april 2019 om skelforretninger og udstykningsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 53 af 17. januar 2024.

Retspraksis om skel og ejendomshævd

Hvornår anerkendes ejendomshævd?

Østre Landsret fastslog i en dom fra 2008, at ejendomshævd kunne vindes over et 12 ha stort landbrugsareal. Retten lagde vægt på, at ejeren i over 30 år havde udøvet kontinuerlig råden uden modsigelse fra den formelle ejer.

I en sag fra Vestre Landsret i 2011 blev ejendomshævd anerkendt for en minkfarmer, der i mere end 20 år havde rådet over en sommerhusgrund, selvom arealet formelt var fællesareal.

Hvornår afvises ejendomshævd?

Hævd forudsætter, at råden har været åbenlys og kendelig for ejeren. I U.2015.356H fandt Højesteret, at en gruppe grundejere ikke havde vundet hævd på et strandareal, fordi brugen hverken var tilstrækkeligt eksklusiv eller synlig. I U.2019.2309 afviste landsretten hævd over et skur på en naboejendom, fordi ejeren først blev bekendt med brugen mange år senere.

Mønsteret er det samme i alle sagerne: det er ikke antallet af år, der afgør sagen. Det er, om brugen har været synlig nok til, at ejeren kunne have protesteret – og om han lod være.

Hvad er en skelforretning?

Hvad vi gør for dig

  • Før du bestiller noget. Vi vurderer, om der er grundlag for en skelforretning, hvad du realistisk kan opnå, og om arealets værdi står mål med omkostningerne. I nogle tilfælde er vores vurdering, at en skelforretning ikke er den rette vej videre. Det kan spare dig for et dyrt og unødvendigt forløb.
  • Retshjælpen. Vi udarbejder og indsender ansøgningen til dit forsikringsselskab, inden forretningen sættes i gang.
  • Forberedelsen. Vi finder de gamle målblade, luftfotos, skøder og deklarationer frem, vurderer hvilke vidner der skal føres, og bygger sagen op, så landinspektøren træffer sin afgørelse på det rigtige grundlag. Landinspektøren afgør sagen ud fra det, han får forelagt – ikke ud fra det, der findes.
  • Selve forretningen. Vi møder med dig på åstedet og fremlægger sagen, herunder de juridiske spørgsmål om hævd, som landinspektøren ikke er uddannet til at afgøre på egen hånd.
  • Bagefter. Omkostningsfordeling ved hegnsynet, ansøgning om statens betaling, og retssag inden for 8-ugers fristen, hvis afgørelsen går dig imod.

Få juridisk hjælp til skeltvister

Den billigste dag i en skelsag er den første. Ring eller skriv, så gennemgår vi materialet, vurderer om der er grundlag, og søger retshjælp, hvis sagen skal videre.

Første samtale er uforpligtende, og du får ingen regning fra os, uden at det er aftalt med dig først.

Ofte stillede spørgsmål om skelforretning

Landinspektørens honorar ligger typisk fra 50.000 kr. og opefter, afhængigt af skellets længde og sagens kompleksitet. Dertil kommer advokatbistand. Har du en retshjælpsforsikring på din husforsikring, dækker den ofte begge dele mod en selvrisiko.

Den, der rekvirerer landinspektøren, hæfter alene for regningen i første omgang. Derefter kan hegnsynet fordele omkostningerne mellem parterne – eller retten, hvis der anlægges sag om skellets beliggenhed. Dit advokatsalær indgår ikke i den fordeling; det dækkes i stedet typisk af retshjælpsforsikringen.

8 uger fra du modtager landinspektørens erklæring. Inden for den frist skal du anlægge retssag mod den anden part om, at skellet ligger anderledes. Gør ingen af jer det, er afsætningen bindende. Underskriv ikke godkendelseserklæringen, hvis du er uenig.

Kun indtil landinspektøren har konstateret skellets beliggenhed. Derefter kan du ikke hæve forretningen uden den anden parts samtykke – heller ikke selvom det står klart, at afgørelsen går dig imod. Det er hovedgrunden til at få sagen vurderet, inden du rekvirerer.

Nej. Efter udstykningslovens § 38 kan der ikke anlægges retssag om et skels beliggenhed, før en skelforretning er afholdt. Handler striden derimod om hævd på et særskilt liggende areal eller på en hel ejendom, kan sagen føres direkte ved domstolene.

Ja – men kun om ejendomsgrænsen er forskudt som følge af hævd på arealer i eller op til skellet. Hævd på en hel ejendom eller på et særskilt liggende areal hører under domstolene. Det samme gælder brugshævd og frihedshævd.

Bekendtgørelsen om skelforretninger gælder ikke i Københavns Kommune. Bor du dér, skal skelstriden håndteres ad anden vej – ring, så gennemgår vi mulighederne.

Du har ikke pligt til det. Men landinspektøren er ikke juridisk uddannet og afgør sagen på grundlag af det, parterne forelægger. Og retshjælpsforsikringen forudsætter i mange policer, at du er repræsenteret ved advokat, for at dække. I praksis er det sjældent en besparelse at undlade det.

Skøde og eventuelle deklarationer, matrikelkort, ældre målblade eller opmålinger, luftfotos over tid, fotos af hegn, hæk og skelmærker, og kontaktoplysninger på personer, der kan forklare, hvordan arealet har været brugt – tidligere ejere, naboer, håndværkere. Vi gennemgår materialet med dig på forhånd.

Nej. Hegnsynet afgør striden om hegnet – ikke om skellet. Er der uenighed om skellets placering, skal hegnsynsforretningen udsættes, indtil skellet er afklaret ved en skelforretning.

Se andre relevante sider

Naboret

Professionel hjælp til nabokonflikter som skygge, hegn eller træer – vi har erfaringen til at løse sagen.

Indbliksgener

Kan skabe ubehagelige situationer, hvor dit privatliv bliver forstyrret, og du føler dig overvåget af naboen.

Skel/Hævd

Grænserne mellem naboens og dim ejendom og skellets præcise placering.


Hegnsynssager

Hegnsloven og hegnssyn er designet til at løse uoverensstemmelser om fælleshegn og egnehegn.